torsdag den 15. december 2011

Juletræspynt

I år er juletræet blevet købt, sat op og pyntet langt tidligere end sædvanligt, da det skal tages ned igen kort tid efter jul på grund af flytningen og vi i stedet vil nyde det i tiden op til jul.

I får lige et kig på nogle af detaljerne i dag - og lidt flere samt et helt træ ved lejlighed...

På vores juletræ hænger næsten udelukkende gammel glaspynt, som jeg samler på. En af undtagelserne er kurvene og kræmmerhusene, som er genoptryk for størstedelens vedkommende. Endnu har vi ikke meget hjemmeklippet pynt på træet, men med tiden kunne det være hyggeligt også at få det.

Harlekin-kuglerne med "mika"-sne, synes jeg er så fine.

Samlingens fugle er noget af det bedste. Den hvide fugl med lyserødt og -blåt øverst er lidt anderledes fordi den er mat og flyvefuglen er med sine vinger mindre almindelig end de siddende fugle med klemmer. Flyvefuglen er et af de nye stykker pynt, som er kommet til siden sidste jul. Klokken er fra svigermors gemmer og så sød med sin ringlen. Endelig er hjorten et arvestykke.

Et af de stykker i min samling jeg holder mest af er påfuglen, som ses her øverst til højre. Storken sidder traditionen tro nær træets top. De to fugle, der også er med i collagen her er anderledes fra de fleste andre gamle fugle ved at de har farvede haler - i henholdsvis blå og grøn.

Englen i plastikkuglen er den eneste plastkugle jeg har, men jeg synes den er rigtigt sjov. Den lille karrusel, som ses øverst, har jeg i to forskellige udgaver. På vores træ hænger på de to øverste "etager" gamle kæder med bittesmå glaskugler. Stykket nederst til højre er et af de mange stykker perleglaspynt, der er i min samling. Jeg har så længe jeg husker været særligt glad for denne type pynt, fordi jeg husker et stykke på min mors juletræ, som var helt magisk...

... nemlig hjertet her, som min mor i år forærede mig som en tidlig julegave. Det hænger nu i voksenhøjde allerøverst på vores juletræ.

Herhjemme er vi nu for alvor i gang med flytterod og pakning, så det er rart når man har brug for et roligt øjeblik og lidt ro for øjnene, at sidde og kigge lidt på træet.

Ønsker jer en dejlig aften!

7 kommentarer:

  1. Ih hvor er det bare smukt! Tak for at vise de fine sager frem! :)

    SvarSlet
  2. Hyggeligt juletræ med så mange fine ting!
    Har sendt dragten til jer i dag:-)

    SvarSlet
  3. Kære Mirjam

    Hvor er det bare et smukt træ og nogle rigtig fine ting, Jeg kan genkende mange af dem:-)

    KH
    Anna

    SvarSlet
  4. Sikke mange smukke ting du har. Jeg er især vild med dine smukke, smukke fugle. Der er da for en større formue og jeg synes det er skønt at du bruger det og har det fremme også selvom du har børn. Jeg tror jo på at det er den måde de lærer at elske julepynten og mindst lige så vigtigt at passe godt på den.

    SvarSlet
  5. Åh, hvor er det bare det fineste pynt. Er specielt vild med karusellen og miniglaskuglekæderne.
    Kh Ulla.

    SvarSlet
  6. Hvor er det dog et smukt pyntet træ. Jeg glæder mig til at se billeder af hele træet:-)
    Knus

    SvarSlet
  7. Tusind tak for alle jeres kommentarer! Det er dejligt at I deler glæden :D

    Kh. Mirjam

    SvarSlet

 
Related Posts with Thumbnails